Overlæge: Sæt bare fødslen igang

Jordemødre og læger bør ikke være så tilbageholdende med at sætte fødslen igang, viser nyt forskningsprojekt.

080711_Gravid.jpg

Der er ikke forhøjet risiko for komplikationer og akut kejsersnit, når jordemødre og fødselslæger beslutter sig for at sætte en fødsel i gang.

Sådan lyder resultatet af et forskningsprojekt foretaget af overlæge Ole Bredahl Rasmussen fra Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland.

 - Forekomsten af akut kejsersnit er den samme, uanset om man venter eller sættes i gang fra uge 39 til 42. Derfor kan det i nogle tilfælde være en gevinst for den gravide, at fødslen sættes i gang, siger Ole Bredahl Rasmussen.

Vækker opsigt i fagkredse

På mange fødeafdelinger har man været tilbageholdende med at sætte fødslen i gang, selv om den gravide er over terminen. Men det kan faktisk være et godt tilbud til de gravide at hjælpe naturen lidt på vej. Det gælder blandt andet, hvis den gravide har bækkenløsning.

Ole Bredahl Rasmussen har gennemgået en database med samtlige fødsler på danske sygehuse fra 2004 til 2009, og resultatet skal nu offentliggøres i et tidsskrift for obstetrikere og gynækologer i Skandinavien. Ifølge Region Midtjylland har overlægens projekt allerede vakt opsigt i fagkredse.

 

 

2:29
Ny undersøgelse viser, at der ikke er større risiko ved at blive sat igang til terminen, end at vente til 14 dage efter.