En overlæge mangler hvis sengepladser skal blive i Holstebro

Der skal ansættes en overlæge inden 1. november, hvis de psykiatriske sengepladser skal blive i Holstebro.

Foto: Arkiv

Selvom regionsrådet onsdag vedtog, at der fortsat skal være psykiatriske sengepladser i Holstebro, er det en forudsætning for ordningen, at der findes en ny overlæge i Holstebro inden 1. november, det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Der har været tidspres i forhold til at få stillingen besat inden regionsrådsmødet. Derfor giver vi nu en ekstra måned, siger Steen Jakobsen (V), der er medlem af det rådgivende udvalg for psykiatri, til Dagbladet Holstebro-Struer. 

Ordningen er kommet på plads, efter at regionsrådet har vedtaget, at der fremover må være en fælles overlæge-bagvagt for psykiatrien i Herning og Holstebro. Indtil 1. juli var der en hvert sted. Men gennemførelsen af ordningen er altså fortsat uvis på grund af den manglende overlæge. Steen Jakobsen er dog optimistisk omkring, at man når at finde en inden deadline. 

-Jeg tror på en løsning, og ellers må vi have sagen tilbage i udvalget. Det er hele psykiatrien i Vest, der er udfordret med personale, og det er ikke så simpelt, at det hele er løst, hvis man blot samlede alle de psykiatriske sengepladser i Herning, siger han.

Lige så optimistisk for sengepladserne i Holstebro er regionsrådsmedlem fra SF Susanne Buch Nielsen ikke. 

- Ledelsen af psykiatrien i Vest har flere gange anbefalet, at man nedlægger de psykiatriske sengepladser i Holstebro. Jeg vil gerne opfordre psykiatriledelsen i Vest til at melde ud, at den er klar til at gennemføre regionsrådets beslutning, siger hun.

Tidligere har psykiatriledelsen meldt ud, at der var en eller to ansøgere til den ledige overlægestilling i Holstebro, skriver Dagbladet Holstebro Struer.