Overlæge dømt for bedrageri

Overlæge dømt for bedrageri

Tidligere overlæge på regionshospitalet i Viborg får fem måneders betinget fængsel for bedrageri, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

En tidligere overlæge ved Regionshospitalet i Viborg er mandag blevet idømt fem måneders betinget fængsel og skal betale 103.000 kroner tilbage til Region Midtjylland, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

En revision afslørede i 2014, at den 62-årige overlæge havde fået udbetalt penge for at være på kurser og konferencer, selv om overlægen ikke var til stede på de pågældende kurser.

Med kravet om tilbagebetaling af godt 103.000 kroner har retten fulgt anklagerens påstand om tilbagebetaling fuldt ud, mens strafudmålingen blev mildere end anklageren havde lagt op til.

Den dømte skal desuden også betale 100 timers samfundstjeneste. Dommen kan ankes i 14 dage.