Overfaldet af mand i nålestribet habit

Politiet beder om hjælp til at finde mystisk blaffer fra Snejberg.

HerningPolitiSkildt.jpg

Lokalpolitiet i Herning efterforsker to sager om røveri-lignende forhold.

Den første sag stammer fra Snejbjerg, hvor en 20-årig mand har fortalt politiet, at han mandag klokken 16.40 tog en blaffer op på Snejberg Hovedgade. Blafferen bad om at blive kørt til Energivej i Herning, hvor han ifølge anmeldelsen truede den 20-årige med en pistollignende genstand.

Den 20-årige blev også slået i hovedet to gange med en lang sort genstand, inden han fik skubbet gerningsmanden ud af bilen. Blafferen fik den 20-årigs pung med sig og tog flugten over banelegemet og ind i et skovområde.

Stod med et skilt: Til Herning

En politihund fandt senere offerets pung - med alt indhold -  tæt på gerningsstedet, og lokalpolitiet i Herning håber nu, at folk i Snejberg kan hjælpe med efterforskningen. Før han blev samlet op, stod blafferen nemlig med et skilt med teksten "Til Herning".

- Hvis der er andre, der har set ham, vil vi meget gerne høre fra dem, siger vicepolitikommissær Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Blafferen beskrives som en østeuropæisk mand på 25-30 år og 180-185 centimeter. Han var bredskuldret, skaldet og havde tætsiddende øjne og kraftige øjenbryn - og så havde han en grå nålestribet habit og lyse sko på.

Stjal hængekøje - og truede vidne

Dagens andet forhold stammer fra Rosenvænget i Tjørring, hvor to vidner ved 20-tiden fulgte efter en mand, der havde stjålet en Fatboy-hængekøje. Da tyven fandt ud af, at han var opdaget, efterlod han hængekøjen, men sagen udviklede sig til noget mere alvorligt, da han senere truede det ene vidne, en 49-årig mand, med en svensknøgle.

Den 49-årige tilkaldte politiet, og en politihund snusede sig hurtigt frem til en 23-årig mand, der sad og trykkede sig for ikke at blive opdaget. Politiet overvejer nu, om den 23-årige skal sigtes for røveri og eventuelt fremstilles i et grundlovsforhør.