Overfald på Papes kæreste: Slovak ikke fængslet for hadforbrydelse

Justitsministerens forlovede blev natten til torsdag udsat for et overfald. En slovak er fængslet i sagen.

Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

Den 34-årige ishockeyfan fra Slovenien, der torsdag blev sigtet for vold og hadforbrydelse mod justitsminister Søren Pape Poulsens (K) mandlige forlovede, er kun blevet fængslet for voldsforholdet.

En dommer i Københavns Byret fandt ikke begrundet mistanke om, at manden overfaldt Josue Vasquez på grund af hans seksuelle orientering.

Læs også 34-årig mand sigtet for vold mod Søren Papes forlovede

Det oplyser Københavns Byret fredag til Ritzau.

Manden er dog stadig sigtet for både vold og hadforbrydelse.

Episoden, han er mistænkt for, fandt sted natten til torsdag omkring klokken 03.30 ud for LA Bar på Gammel Mønt i det centrale København.

Her skal den 34-årige slovak ifølge sigtelsen have slået Josue Vasquez med knyttet hånd i ansigtet og sagt "I don't like homoes".

Nægter sig skyldig

Da manden torsdag blev stillet for en dommer, nægtede han sig skyldig.

Ikke desto mindre blev han varetægtsfængslet frem til 30. maj.

Inden da havde han forklaret, at han kom til Danmark i mandags med nogle venner for at se VM i ishockey.

Torsdag aften havde han været i byen i København. Han var fuld, og på et tidspunkt kom han op at skændes med en person.

00:28

Justitsminister Søren Pape Poulsens forlovede, Josue Medina Vasquez, blev overfaldet i nat, det oplyser politiet. En mand er sigtet og fængslet for hadforbrydelse og vold.

Luk video

Den sigtede husker efter eget udsagn ikke så meget, men han afviser at have slået med knyttet næve. Muligvis slog han på en anden måde.

Desuden hævder han, at Josue Vasquez gav igen - at han slog den sigtede i ansigtet. Den 34-årige afviser at have noget imod homoseksuelle.

Derfor nægter han også at have sagt, sådan som politiet nu påstår.

/ritzau/