Overblik: Yiming Liu-sagen samlet

Her har vi samlet de seneste dages artikler om den 13-årige kinesiske pige, som indtil i dag stod til at blive udvist af Danmark.

Yiming Liu
Foto: TV2

Sagen om Yiming Liu startede i medierne for et par dage siden.

Kort fortalt går den ud på, at Udlændingestyrelsen ikke mente, at den 13-årige pige, som bor i Silkeborg sammen med sin mor og sin stedfar, kan opnå en vellykket integration i Danmark, og derfor kunne hun ikke få lov at blive i Danmark. Derfor skulle hun sendes tilbage til Kina til sin far, som hun ikke har boet sammen med i otte år.

Pigens mor, som også er fra Kina, kunne derimod godt få lov at blive i Danmark. Hun er nemlig gift med en dansk mand.

Har lært at tale dansk siden oktober

I september kom Yiming Liu til Danmark for at bo i Silkeborg sammen med sin mor og dennes nye mand. Siden har hun gået i en modtageklasse, og på de otte måneder, der er gået, har hun lært at tale dansk. Hun er nu klar til at gå i en almindelig 7. klasse.

 

Paragraf 9, stk. 16

Når Yiming Liu  har fået afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, skyldes det Udlændingelovens paragraf  9 stykke 16. 

Her står der, at opholdstilladelse kun kan gives "hvis barnet har - eller har mulighed for at opnå - en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet".

Det mener Udlændingestyrelsen altså ikke Yiming Liu har, og afslaget begrundes blandt andet med, at "hun har haft syv års skolegang i Kina og dermed tilbragt sine formative år i Kina".

Derudover lægger styrelsen vægt på, at moderen, der har fået opholdstilladelse, endnu ikke har haft arbejde i Danmark, eller er begyndt på en uddannelse. 

Og så mener styrelsen, at Yiming Liu vil kunne flytte tilbage til sin biologiske far i Kina, selv om hun ikke har boet sammen med ham de seneste otte år.

2:29
 

Sagen har givet genlyd i det meste af landet. Hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet mener dog, at reglerne bør laves om.