Overblik: Randzoner har været evigt kontroversielle

Lige siden VK-regeringen i 2010 for første gang foreslog regler om randzoner, har loven været debatteret og kritiseret.

220515Randzoner.jpg

Januar 2010

I 2010 fremlægger daværende miljøminister Troels Lund Poulsen en stor naturplan, der skal forbedre vandkvaliteten i hele landet. 7.300 kilometer vandløb skal have en bedre miljø-standard, så vandet lever op til EUs krav. Det betyder at landbruget skal etablere 10 meters randzoner langs vandløb og søer, hvor der ikke må dyrkes afgrøder eller sprøjtes med gift.

September 2012

Første september 2012 træder randzoneloven i kraft, nu vedtaget af en rød regering. Både Landbrug og Fødevarer og Bæredygtigt landbrug tager kraftigt afstand fra loven, som de mener, er en krænkelse af den private ejendomsret. Danmarks Naturfredningsforening kalder til gengæld loven for "en gave til miljøet". De danske landmænd melder om store problemer med Fødevareministeriets kort, som de mener, er alt for upræcise.

I november 2012 foretager de borgerlige partier en uvending, og Venstre og Konservative vil nu afskaffe randzonerne.

April 2014

I 2014 lemper regeringen og de borgerlige partier randzoneloven, og skærer arealet af randzonerne ned fra 50.000 hektar til 25.000. Reglerne omfatter nu udelukkende offentlige vandløb og vandløb og søer der er beskyttede, ligesom zonerne bliver ændret fra ti til ni meter.

Maj 2015

11. maj 2015 vinder landmændene Povl og Christian Blak Bojer den første retssag om overtrædelse af randzoneloven. De to landmænd fra Thy nægtede helt tilbage i 2012 at inddæmme en del af deres jord omkring vandløb til randzoner, og derfor risikerede de en bøde på 10.000 kroner. Retten peger på, at der ikke er tvivl om, at de tiltalte har dyrket de nævnte områder. Men retten henholder sig til, at der på gerningstidspunktet - i efteråret 2012 og foråret 2013 - var stor usikkerhed om den nærmere forståelse af randzoneloven. Blandt andet var de kort, der skulle udpege zonerne, i alvorlig grad behæftet med fejl.

Juli 2015

3. juli 2015 meddeler den nye Miljø og fødevareminister Eva Kjer Hansen at hun vil fjerne en række højtprofilerede miljøkrav til landbruget og varsler et opgør med den hidtidige landbrugs- og miljøpolitik. Det betyder blandt andet, at en fjernelse af randzonerne bliver  en del af en landbrugspakke med 16 punkter, som Venstre sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative tidligere har præsenteret.