Overblik: Her stod det værst til

Flere steder i det midt- og vestjyske er blevet hårdt ramt af skybruddet. Søndag er oprydningen i gang.

skybrud25.jpg

Skybruddet lørdag gik især hårdt ud over Vestjylland. I Rækker Mølle er Hovedgaden ikke længere, hvad den har været, efter der stod 50 cm vand på den. Vandmasserne åd sig gennem vejen, som nu er undermineret og ødelagt. Nu venter et stort oprydningsarbejde.

Det samme gør sig gældende i byens bryghus. Her trængte vandet ind over alt i kælderen og stod i næsten en meters højde.

- Det er helt vanvittigt. Fryseren er væltet og har smadret alt det andet. Der står stadig en del vand, så vi får noget at se til i morgen, siger Kurt Bøndergaard, forpagter Rækker Mølle Bryghus.

Bryggerilokalet står stadig under vand, fordi der endnu ikke er nogen steder at pumpe vandet hen på grund af store mængder vand udenfor.

Videbæk også medtaget

I Videbæk fossede vandet i går ned i kælderen i Videbæk Hallen og brød døren op. Inden for stod vandet i en meters højde. I løbet af eftermiddagen blev vejen spærret af. Et triatlon-stævne blev aflyst. Søndag er der stadig inden strøm, og ødelæggelserne er store.

- Det er hele kælderen, det er galt med. Vi har ikke overblik over skaderne endnu. Men vi har kontrol over situationen, siger Per Jensen, pedel i Videbæk Hallen.

Store ødelæggelser i Skjern

Lidt udenfor Skjern var Ganer Å gået over sine bredder og oversvømmede vejen. I løbet af eftermiddagen blev vejen spærret af.

Skybruddet har især gået hårdt ud over Skjerns ældrecenter. Klokken et i nat gik Kirkeåen over sine bredder og løb ind i Enghavens kælder.

- Der har stået halvanden meter vand her inde, og det fjerner vi med store pumper nu her. Der er lidt kaos her, siger Henning Oelsen, indsatsleder ved Ringkøbing-Skjern Brandvæsen.

Vandet står stadig højt uden for plejehjemmet. Og pumperne kan kun lige fjerne det i samme hastighed, som det strømmer ind. Alt er kastet rundt derinde og midt i det hele flyder fryseren.

På Klokkebjerg, Skjerns andet plejehjem, er åen også kommet nærmere. Derfor knoklede beredskabsstyrelsen dagen igennem med at få de mere end 1500 kubikmeter vand ud af kælderen.

Se meget mere om skybruddet i vores udsendelse 19.30.