OVERBLIK: Her er spørgsmålene til Løkke om kvotekonger

Oppositionen har bedt Løkke svare på seks spørgsmål om kvotekonger og gaver. Løkke vil svare på det ene.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn søndag den 21. januar. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen (med glasset). Løkke vil svare på spørgsmål om forhold til kvotekonger, men ikke om sommerhustur. Det er "private forhold".
Statsminister Lars Løkke Rasmussen i det årlige torskegilde i Thyborøn søndag den 21. januar. Til højre ses industrifisker og vært for arrangementet John-Anker Hametner Larsen (med glasset). Løkke vil svare på spørgsmål om forhold til kvotekonger, men ikke om sommerhustur. Det er "private forhold".
Foto: Johan Gadegaard / Scanpix

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er blevet bedt om at komme i samråd i Miljø- og Fødevareudvalg for at svare på spørgsmål om sit forhold til de såkaldte kvotekonger.

Samt om et sommerhusophold i Skagen, som han ifølge Ekstra Bladet har modtaget af en dansk storfisker i 50 års fødselsdagsgave.

Lars Løkke Rasmussen har onsdag udtalt, at han håber, samrådet kan blive afholdt onsdag 31. januar. Han vil dog kun svare på det første af i alt seks spørgsmål, som S, EL, AL og SF har stillet. 

Det sker med henvisning til, at de øvrige spørgsmål om sommerhusopholdet falder ind under "private forhold", som ikke har med ministergerningen at gøre.

Her er de seks spørgsmål:

1) Mener statsministeren, at han gav korrekte og fyldestgørende oplysninger om sin relation til de såkaldte kvotekonger under samrådet i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg 9. november 2017?

2) Er statsministeren enig med professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen i, at statsministeren har udvist "ekstremt dårlig dømmekraft" og i professorens vurdering, som lyder "Desværre er det jo ligesom en mosaik, der danner sig om denne her mand af svag moral og dårlig dømmekraft", jævnfør artiklen "Ekstremt dårlig dømmekraft" bragt i Ekstra Bladet 17. januar 2018?

3) Er statsministeren enig med formanden for Transparency International Danmark Natascha Linn Felix, der til Ekstra Bladet 17. januar 2018 udtaler "Landets statsminister bør ikke modtage sådan en gave, det er soleklart". Og senere i samme artikel "Jeg undrer mig og bliver forarget over, at landets statsminister modtager så stor en gave og gør brug af den i en situation, hvor stramninger over for storfiskere er under behandling?".

4) Hvilke gaver og/eller ydelser har statsministeren modtaget fra de såkaldte kvotekonger?

5) Hvad er værdien af de gaver, som statsministeren har modtaget fra de såkaldte kvotekonger?

6) Har andre ministre i statsministerens regeringer modtaget større gaver, ydelser eller lignende fra de såkaldte kvotekonger?

Kilde: Samrådsspørgsmål stillet af Simon Kollerup (S), Maria Reumert Gjerding (EL), Trine Torp (SF) og Roger Courage Matthisen (ALT).

/ritzau/