Overblik: 2905 senge til over 200.000 psykisk syge

Regionerne vil fokusere på ambulant behandling frem for senge til psykiatriske patienter.

psykiatri.jpg

Danske Regioner vil gå nye veje i behandlingen af psykisk syge.

Antallet af sengepladser har stabiliseret sig, og de vil lave en mere alsidig indsats, der også fokuserer på andre behandlingsmetoder. 

I 2016 er der på samtlige afdelinger i alt 2905 pladser i psykiatrien. Det er to pladser mere end i 2011. Til gengæld er antallet af senge på åbne afdelinger faldet med 252 siden 2011, mens der er 167 flere senge på lukkede afdelinger. 

I perioden 2010 til 2015 er der kommet flere psykiatriske patienter i alle regioner.
Flest har psykiske lidelser i Region Hovedstaden hvor antallet er steget fra knapt 92.000 til 118.000.
I Region Nordjylland, der har færrest psykiatripatienter er antallet steget fra 7485 til 10.676 i samme periode. 

I 2015 var omkring 214.000 danskere i forbindelse med psykiatrien. 

Tilfredsheden med voksenpsykiatrien ligger på 96 procent, og på 95 procent for patienter og pårørende i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig er ventetiden blevet kortere for de voksne med aktuelt behov for behandling eller undersøgelse pr. 1. januar.

Kilde: Danske Regioner

/ritzau/