Overbelægning: Sygehus meldes til politiet

Flere nødudgange var blokeret af senge, da beredskabsinspektør besøgte sygehuset i Holstebro. Hospitalsenheden reagerer med det samme ved at aflyse flere mindre operationer.

060213_Overbelaegning.jpg

Der er en politianmedelse på vej mod Regionshospitalet Holstebro.

Anmeldelsen kommer efter, at beredskabsinspektør i Holstebro Kommune, Per Borg Jakobsen, tirsdag foretog et ekstraordinært tilsyn på hospitalets medicinske afdeling.

Beredskabsinspektøren lagde vejen forbi sygehuset, efter at det er kommet frem, at de medicinske afdelinger i Holstebro og Herning er plaget af en stor overbelægning, der betyder, at flere patienter må ligge på gangene.

Ikke første gang

Per Borg Jakobsen oplyser til TV/MIDT-VEST, at han under tilsynet i Holstebro konstaterede, at sengene på gangene blokerede flere nødudgange. Det er en overtrædelse af brandreglerne, og da der tidligere er konstateret den slags overtrædelser i Holstebro, vil sagen nu blive meldt til politiet.

Sygehuset har to gange tidligere fået påbud i lignende sager, og når beredskabsinspektøren konstaterer, at forholdene ikke er i orden, er der tale om en overtrædelse af brandsynsbekendtgørelsen.

Reagerer med det samme

Cheflæge Jens Friis Bak fra Hositalsenheden Vest siger til TV/MIDT-VEST, at man tager anmeldelsen meget alvorligt og straks reagerer for at bringe orden i forholdene.

- Det et kommet bag på os, at problemet er så stort, og vi kan naturligvis ikke have ulovligheder på vores afdelinger, siger cheflægen.

Hospitalsenheden vil blandt andet aflyse flere mindre operationer for at frigøre personale og skaffe mere plads. Men Jens Friis Bak understreger, at det ikke er en holdbar løsning på længere sigt.

 

TV/MIDT-VEST sendte i søndags dette indslag om overbelægningen på de medicinske afdelinger:

4:09
Patienter må ligge på gangene på de medicinske afdelinger i Holstebro og Herning på grund af overbelægning. En uholdbar situation, siger personalet.