Overbelægning - også i Thisted

Det er ikke kun i Region Midtjylland, at der er store problemer med patienter, der ligger på gangene. På Thisted Sygehus har der de seneste tre år være en daglig overbelægning på 15 procent

130208ThistedSygehus.jpg

Siden december har Thisted Brandvæsen næsten holdt vagt på sygehuset hver eneste dag, fordi man har været nødt til at ligge patienter på gangene, og dermed blokere flugtvejene.

- Det er ydmygende at ligge her, hvor alverdens mennesker kommer susende forbi hele tiden, fortæller Lars Rask fra Doverodde, der i øjeblikket er patient på Thisted Sygehus.

Dagligdag

Men sådan er det, at være patient på Thisted Sygehus. På Medicinskafdeling M5 var der 18 patienter, da TV/MIDT-VEST var på besøg i dag. Der burde kun være 8.

- Det er desværre dagligdag, og det er ikke holdbart hverken for sygehuset, patienterne eller personalet, siger Jens Jørgen Lemvig, der er HR ansvarlig på sygehuset.

Patienter udskrives for tidligt

For at forsøge at komme problemet med overbelægning til livs, bliver flere patienter sendt hurtige hjem. I dag bliver næsten hver anden patient sendt hjem igen allerede i modtagelsen. Og at flere patienter bliver udskrevet hurtigt, mærker de i hjemmeplejen.

- Vi oplever flere patienter, der kommer for tidligt hjem. Vi har flere genindlæggelser, fordi borgerne ikke er optimalt færdigbehandlet, siger Gitte Dahlgaard, Vicitationsleder ved hjemmeplejen i Thisted Kommune.