Over 200.000 gæster til Økodag

Den landsdækkende Økodag blev nok engang et tilløbsstykke udover det sædvanlige.

oekodag.jpg
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Traditionen tro åbnede 65 økologiske gårde landet over op for interesserede, der ville se staldkøerne blive sluppet ud på græs under åben himmel. Og det var igen i år et sandt tilløbsstykke. Hele 208.000 danskere havde begivet sig ud i foråret for at se køerne gå på sommertid, skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Man bliver nærmest rørt, når man ser så mange børn og voksne samlet omkring en økologisk græsmark – i spændt forventning om at skulle hilse på en flok meget glade øko-køer. Økodag er blevet en folkefest, siger Peter Kølster, formand i Økologisk Landsforening, og fortsætter:

- Og det er fantastisk glædeligt og bekræftende, at danskerne bakker så massivt op om begivenheden. Det vidner om en stor interesse for økologi og dyrevelfærd og for at opleve, hvor maden kommer fra, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, som i går deltog i den officielle åbning af Økodag på Sommerbjerg i Midtjylland.

Økodag er den største nationale fødevare- og landbrugsbegivenhed i Danmark. Eventen fandt sted første gang i 2005 med et besøgstal på 10.000. Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier. Alle økologiske køer kommer ud på græs i sommerhalvåret fra april til november.

Den mest besøgte gård havde ikke mindre end 12.000 gæster i går ved middagstid.

1:21
Traditionen tro dansede køerne sig ud på marken til årets første udendørs græsning.