TV MIDTVEST

Oustruplund bliver højskole

I 2018 bliver den tidligere døgninstitution Oustruplund ved Kjellerup til en højskole.

Om et års tid slår en ny højskole dørene op og bringer liv i den tidligere døgninstitution Oustruplund vest for Kjellerup, som i 184 år var rammen om Danmarks ældst fungerende døgninstitution. Det oplyser Silkeborg Kommune i en pressemeddelelse.

Silkeborg Kommune har solgt Oustruplund til Oasehøjskolen med overtagelse senest 1. marts 2020 for 7,5 mio. kr., og frem til overtagelsesdagen udlejer Silkeborg Kommune bygningerne til den nye højskole i to år fra 1. marts 2018.

- Vi har ledt efter mulige placeringer til den nye højskole i femten kommuner, før vi fandt den ideelle placering i Oustruplunds historiske bygninger. Aftalen betyder, at vi om et par måneder kan indlevere vores ansøgning til Kulturministeriet om at få godkendt den nye højskole, siger Jakob Christensen, formand for Oasehøjskolens bestyrelse.

Læs også Flygtninge rykker ind på Oustruplund

DanskOase blev stiftet i 1989 og er en kirkelig netværksorganisation tilknyttet Folkekirken. Aftalen med Silkeborg Kommune forudsætter, at Kulturministeriet godkender oprettelsen af højskolen.

- Hvad angår skolens profil, vil vi gerne forme eleverne til at kunne træffe oplyste livsvalg og engagere sig for det fælles gode i samfund, kirke og en global verden. En vigtig værdi for skolen er dannelse af det hele menneske. Værksteder, park og skov på Oustruplund giver gode rammer for kreativt arbejde, kunstnerisk aktivitet og åndelig retræte, siger Jakob Christensen.

Borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, er glad for aftalen med DanskOase.

- Vi har arbejdet målrettet på at finde en ny og god anvendelse for Oustruplund siden Region Midtjylland meddelte, at de ville lukke den historiske døgninstitution. Nu bliver Oustruplund en højskole, så de historiske bygninger får et helt nyt liv, siger Steen Vindum.

Oustruplund var indtil lukningen i 2015 Danmarks ældste fungerende døgninsituition. Efter lukningen blev der oprettet asylcenter på Oustruplund, og bygningerne var også i spil til at huse en ny politiskole. Nu er Oustruplund solgt til OaseDanmark.

Oustruplunds historie

  • 1830: Drengehjemmet den Fellenbergske Opdragelsesanstalt oprettes af staten på Bøgildgård vest for Kjellerup
     
  • 1976: Bistandsloven træder i kraft og amterne overtager en række institutioner.  Viborg Amt overtager Skolehjemmet Bøgildgård fra staten.
     
  • Fra 1830-1980: 4-5.000 drenge er anbragt på Bøgildgård
     
  • 1981-82 : Dansk Flygtningehjælp opretter flygtningecenter for vietnamesiske bådflygtninge
     
  • 1983: Viborg Amt etablerer døgninstitutionen Amtscenteret Oustruplund
     
  • 2007: Oustruplund overtages af den nye Silkeborg Kommune, som indgår en driftsaftale med den nye Region Midtjylland
     
  • 2014: Region Midtjylland lukker Oustruplund
     
  • 2015: Flygtningestyrelsen overvejer at oprette et asylcenter på Oustruplund. Silkeborg Kommune indkvarterer kvoteflygtninge. Oustruplund er i spil som ny politiskole
     
  • 2017: Silkeborg Kommune sælger Oustruplund til OaseDanmark
     
  • 2018: Oase Højskolen indvies

Læs også Oustruplund ved Kjellerup lukker