For ottende gang: Ikast-Brande har landets bedste erhvervsklima

Dansk Industri har undersøgt erhvervsklimaet i landets kommuner, og Ikast-Brande holder fast i førstepladsen.

Undersøgelsen viser, at 87 % af virksomhederne i Ikast-Brande Kommune sikkert eller helt sikkert vil anbefale kommunen til andre virksomheder. På landsplan er tallet til sammenligning 66 %.
Undersøgelsen viser, at 87 % af virksomhederne i Ikast-Brande Kommune sikkert eller helt sikkert vil anbefale kommunen til andre virksomheder. På landsplan er tallet til sammenligning 66 %.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

Igen-igen-igen-igen-igen-igen-igen ligger Ikast-Brande Kommune i top, når det handler om erhvervsklimaet.

Dansk Industri har for niende gang udsendt sin store årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsklima, og her er Ikast-Brande for ottende gang blevet kåret som landets bedste. Kun i 2012 måtte Ikast-Brande se sig slået på stregen af Herning Kommune, men de sidste flere år har Ikats-Brande holdt fast i den erhvervsmæssige førertrøje.

- Jeg er utrolig glad for, at vi endnu engang er blevet kåret som kommunen med det bedste erhvervsklima. Vi har en helt særlig kultur, og den skal vi værne om og fortsætte med at udvikle, udtaler Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V), i en pressemeddelelse.

Forklaringen på det gode erhvervsklima er ifølge kommunen selv, at kommunen blandt andet sørger for, at børn og unge kommer i kontakt med erhvervslivet allerede i skoletiden. Desuden gør kommunen meget ud af, at virksomheder hurtigt kan få behandlet eksempelvis miljøtilladelser.

- Vi arbejder bredt og målrettet og kan bryste os af at have nogle yderst kompetente medarbejdere, der yder en fremragende indsats, udtaler Ib Lauritsen.

Ud over Ikast-Brande er også Herning og Ringkøbing-Skjern her fra landsdelen med i top ti. Den dårligst rangerede kommune i Midt- og Vestjylland er Thisted, der er placeret som nummer 50.