Otte fremstilles for hashhandel

Otte fremstilles for hashhandel

Politiet kræver dørene lukket, når de mistænkte i en stor narkosag skal fremstilles i retten. De mistænkte kommer fra Herning, Struer og Hampen.

Der er lagt op til en travl og lang dag i retten i Herning.

Midt- og Vestjyllands Politi har besluttet at fremstille otte personer i grundlovsforhør oven på den aktion, som politiet onsdag gennemførte mod hashhandlen i Herning og Ikast-Brande.

I alt 11 personer blev anholdt under ransagningerne, og af dem bliver de syv - alle unge mænd - fremstillet i retten med krav om varetægtsfængsling. Dertil kommer en 20-årig mand fra Herning, som i forvejen sidder fængslet i en anden sag. Han bliver nu også sigtet i hashsagen og bliver dermed også stillet for en dommer, oplyser politiinspektør Ole Henriksen til tvmidtvest.dk.

De anholdte er alle sigtede for omfattende hashhandel, og anklageren vil kræve lukkede døre i retten, så de ikke kan afstemme deres forklaringer efter hinanden.

Fire løsladt igen

De fire personer, som ikke fremstilles i retten, er nu på fri fod igen, men er stadig sigtede.

Politiet ransagede i alt 12 adresser under aktionen, der blev gennemført på baggrund af længere tids efterforskning mod personer, der mistænkes for at stå bag hashhandlen i det midtjyske.

Af de otte mænd, der fremstilles i retten, kommer fire fra Herning. De er mellem 19 og 23 år. Dertil kommer en 24-årig mand fra Struer og en 27-årig mand fra Hampen.

Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet ikke komme med yderligere oplysninger om de sigtede. Politiet har tidligere oplyst, at der kan komme flere anholdelser i sagen.