Østrigsk landsholdsspiller til FCM

Den østrigske landsholdsspiller Daniel Royer skifter fra Austria Wien til FC Midtjylland.

25-årige Daniel Royer skifter til de nykårede danske mestre, FC Midtjylland. Det skriver FC Midtjylland i en pressemeddelelse. Kontrakten med midtjyderne løber ind til sommeren 2019.

Daniel Royer, der i dag fredag fylder 25, glæder sig til at skifte alpelandet ud med det fladere Midt- og Vestjylland.

- Jeg faldt for to ting. Dels spillestilen, der lige er mig. Det er en fornøjelse at se holdet spille. Og dels atmosfæren i klubben. Det er vist lidt som en familie. Det var også det, jeg havde hørt på forhånd, siger Daniel Royer i pressemeddelelsen.

Kantspilleren, der er i stand til at passe begge flanker, passer perfekt ind i FCM-truppen, vurderer sportsdirektør Claus Steinlein.

- Det er en klar fordel, at Daniel både kan spille højre og venstre kant, så fodboldmæssigt passer han rigtig godt ind. Og så er han tillige en god fyr med erfaring fra Champions League, forklarer Steinlein.

Daniel Royer, der tidligere har optrådt på det østrigske landshold, ser frem til at blive en del af FCM-projektet.

- Der er lagt en god plan for femtiden, visionen er klar, det er et intimt og attraktivt stadion, så da jeg hørte om interessen fra FCM, var det ikke så vanskeligt, siger Royer, der karakteriserer sig selv som ”klassisk wing, hurtig og driblestærk.”

Daniel Royer er noteret for 34 scoringer i 192 kampe for blandt andre Ried, Hannover 96, 1. FC Köln og senest Austria Wien. Ind imellem er det blevet til 9 U21- og 6 A-landskampe for Østrig.