Østers-eventyret på Mors

Østersfiskere fra Mors delte i dag friske limfjordsøsters ud til københavnerne, mens Thisted Bryghus gav en gratis porter.

19VoOesters.transfer.jpg

Som en del af østersfremstødet på Mors var fiskere fra limfjordsøen i dag taget til København sammen med borgmester Lauge Larsen (S) for at dele friske limfjordsøsters ud og portere fra Thisted Bryghus.

Sexede østers

Og happeningen faldt i god jord hos københavnerne.

- Jeg synes, de smager dejligt. De er af en passende størrelse og herligt friske. Og så er østers lidt sexede, sagde en af københavnerne i dag til Lauge Larsen, efter at have smagt et par østers. Og borgmesteren er godt tilfreds med salgsfremstødet, der er det andet, af sin art.

- Jeg synes det er en stor succes, vi har fået en masse omtale og folk stod i kø længe før vi fik åbnet. Så jeg tror, det bliver en tradition, siger Lauge Larsen i dag til TV/MIDT-VEST, fra standen i Nyhavn.

- Vi gør det jo for at vise, at vi har fantastiske råvarer. Danskerne spiser stort set kun rejer, når det gælder skaldyr, og det er da synd, at vores muslinger og østers skal sendes ned til franskmændene, smiler han.

Tæt på at gå i vasken

Det hele var ellers lige ved at gå vasken, fordi erhvervet stadig venter på en vurdering af østersbestanden, før det igen kan skrabe muslinger. Men i sidste øjeblik sørgede den nye fødevareminister, Mette Gjerskov (S) for en midlertidig dispensation til at skrabe østers på bunden af Limfjorden, så der kunne blive østers nok til det stort anlagte fremstød.

Grillede østers ved James Price

Samtidig med limfjords-besøget i København, var tv-kokken på besøg i Nykøbing, for at tage landsdelens råvarer under kærlig behandling. Han skulle vise, hvordan østers kan gøres delikat på grill. I morgen gør han det samme igen, bare i København, så hovedstaden får en samlet pakke med østers.

Se, hvordan James Price tilberedte østers, i indslaget herunder.

 

 

1:46
James Price besøgte fredag Nykøbing for at vise, hvordan østers kan tilberedes til en delikat ret.