Ostelager var nær blevet oversvømmet

Et skybrud i Bjerringbro-området havde nær oversvømmet et ostelager.

mammenost2.jpg

Fredag aften faldt der så meget regn i Bjerringbro-området, at Mammen Ost’s ostelager på Storhedevejen 32 i Bjerringbro nær var blevet oversvømmet.

- Klokken 21.20 får vi en melding om, at en lagerbygning på adressen er ved at blive oversvømmet på grund af det kraftige skybrud. Vandstanden er særlig høj omkring en læsserampe til lastbiler, og da vi ankommer, er der kun fem centimeter fra vandspejlet op til porten, hvor osten ligger på lager, siger indsatsleder Lars Erik Leth fra Midtjysk Brand & og Redning.

Lagerbygningen har for fem år siden været ude for en lignende oversvømmelse. Dengang var det dog kraftige mængder vand fra tøsne, der var problemet. De store mængder vand kommer fra omkringliggende marker.

- Vi sætter to store pumper i gang, og vi pumper vand væk fra læsserampen i to en halv time. På den måde får vi sænket vandstanden med 85 centimeter, så den ender på en vandstand på en halv meter, så der ikke er mere at bekymre sig om, siger Lars Erik Leth fra Midtjysk Brand & og Redning.

Bjerringbro blev generelt hårdt ramt af kraftig regn, da der fredag var skybrug over området.