Per Ørum bliver ny KD-formand

Han tabte valget men vinder partiet. Per Ørum Jørgensen fra Staby står til at blive ny landsformand for Kristendemokraterne.

OerumBer_0.jpg

Per Ørum Jørgensen bliver Kristendemokraternes ny partiformand ved landsmødet den 29. oktober i Lillebæltshallerne i Middelfart.

Det oplyser han til Ritzau efter partiets hovedbestyrelsesmøde lørdag i Fredericia.

- Vi har erkendt, at vi har fået en ordentlig lussing ved folketingsvalget. Men vi har besluttet, at vi fortsætter som parti.

- Jeg har meldt mig som formandskandidat, og formanden Bjarne Hartung bakker op om min kandidatur, siger Per Ørum Jørgensen.

Kristendemokraterne undgår et kampvalg, fordi partiformanden Bjarne Hartung Kirkegaard trækker sig. Vestjyllands Storkreds anbefalede for nylig Per Ørum Jørgensen som ny formand.

Her bor hver tredje af partiets godt 2500 medlemmer, oplyser han.

Partiet har otte kommunalbestyrelsesmedlemmer og satser på kommunalvalget i 2013.