Orla Østerby tager orlov fra udvalg i Lemvig Byråd

De Konservatives Orla Østerby tager orlov fra Social- og Sundhedsudvalget for at bruge mere tid på Christiansborg.

Orla Østerby
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

De Konservatives gruppeformand i Lemvig Byråd, Orla Østerby, tager fra den 1. april orlov på ubestemt tid fra Social- og Sundhedsudvalget, hvor han er formand.

Det skriver politikeren i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet, så Orla Østerby fremover kan få mere tid til sit arbejde i Folketinget. Her har han siden december været suppleant for Søren Pape Poulsen, da den tidligere Viborg-borgmester blev udnævnt til justitsminister, da Konservative og Liberal Alliance trådte ind i regeringen sammen med Venstre.

- Jeg vil gerne passe både Folketinget og byrådet som hidtil, men kan konstatere, at Christiansborg tager mere tid, end jeg regnede med. Jeg er medlem af tre faste udvalg og har otte ordførerskaber i folketingsgruppen. Det kræver tid at komme ind i så mange politik-områder på én gang, og jeg har derfor valgt at søge orlov fra byrådets Social- og Sundhedsudvalg på ubestemt tid, siger Orla Østerby.

Politikeren fortsætter som medlem af Økonomiudvalget, men giver afkald på de to poster, der er knyttet til formandsskabet i Social- og Sundhedsudvalget. Her er han formand for Handicaprådet og medlem af bestyrelsen i Center for tandregulering Nordvestjylland.

Stefan Agger, De Konservatives andet medlem af byrådet, overtager i orlovsperioden Orla Østerbys plads i Social- og Sundhedsudvalget.