Organisation: Kommuner har aktier i virksomheder på Vestbredden

Ifølge Mellemfolkeligt Samvirke har både Viborg, Silkeborg og Herning Kommuner investeret i virksomheder, som driver forretning på Vestbredden. Problematisk mener organisationen.

Foto: Christian Als/Scanpix

15 ud af de 20 største danske kommuner ejer aktier i virksomheder, som arbejder i strid med FN-konventioner, viser ny rundspørge lavet af Mellemfolkeligt Samvirke og offentliggjort i dagens Politiken

I Midt- og Vestjylland har Herning, Viborg og Silkeborg Kommuner i vid udstrækning investeret i virksomheder, som tjener penge på at arbejde i eller omkring ulovlige israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder.

Kommunerne er blevet bedt om at oplyse, om de ejer aktier i 32 selskaber, der alle driver forretning i eller omkring bosættelserne, checkpoints, muren, der adskiller Vestbredden fra Israel, eller udvinder naturressourcer i de besatte områder.

Viborg Kommune har aktier for 145.000 kroner, men vil ikke oplyse hvilke virksomheder, de har investeret i. Silkeborg Kommune har investeret 519.878 kroner i fire navngivne virksomheder, mens Herning Kommune har investeret for 1.119.974 kroner i to virksomheder.

Investeringerne sker ifølge Mellemfolkeligt Samvirke, der arbejder for at støtte verdens fattigste og deres rettigheder, i strid med både FN, som har fordømt den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza-striben, og den danske regerings politik. Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær Tim Whyte opfordrer i Politiken kommunerne til at få ryddet op i deres investeringer.

- Vi ved jo, at bosættelserne er den største hindring for fred og en reel tostats-løsning. Bosættelserne er skyld i daglige og konkrete menneskerettighedskrænkelser med indgreb i bevægelsesfriheden, som blandt andet forhindrer palæstinensere i at komme på arbejde og på hospitalet, siger han til Politiken.

Kort om virksomhederne

  • De 32 selskaber driver forretning i eller omkring bosættelser, checkpoints, separationsmuren og/eller udvinding af naturressourcer i de besatte palæstinensiske områder – og dermed understøtter de ulovlige bosættelser
  • Virksomhederne er bl.a. cementfirmaer (Heidelberg og Cemex), der driver fabrikker på Vestbredden og har deltaget i konkret tyveri af palæstinensisk jord + it-firmaer som Altice, der bl.a. sørger for mobilnet i bosættelserne
  • Kommunernes investeringer er indirekte med til at begrænse palæstinensernes ret til bevægelsesfrihed, arbejde, sundhed, sikkerhed og liv uden vilkårlig chikane osv.
  • Det er ikke nødvendigvis ulovligt at drive forretning i bosættelserne, men kommuner der investerer i disse virksomheder risikerer brud på menneske- og folkeret, og så er de med til at undergrave Danmarks officielle politik ift. en to-statsløsning

Den danske regering og en række EU-lande advarer ifølge organisationen Mellemfolkeligt Samvirke imod at have finansielle aktiviteter, der kan støtte de ulovlige israelske bosættelser. Grunden er, at investeringerne er med til at undergrave to-statsløsningen og bosættelserne betragtes som en massiv hindring for fred mellem Israel og palæstinenserne.