Ordning klar for ulveskader

Landmænd og fåreavlere kan nu få kompensation, hvis en ulv dræber et husdyr eller er skyld i at det må aflives.

Fra i dag kan landmænd få kompensation, hvis en ulv går til angreb og enten dræber eller alvorligt skader et af deres dyr.

Midlertidig ordning

Der er tale om en midlertidig ordning, som skal fungere frem til Vildforvaltningsrådet sidst på året kommer med en forvaltningsplan for ulven i Danmark. I den skal der indgå en permanent erstatningsordning.

- Til den tid vil vi så igen vurdere, hvordan vi kan sikre en fredelig sameksistens mellem ulven og husdyrejere, siger miljøminister Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelse.

Tiltrængt ordning

Ordningen har været efterspurgt siden en ulv i februar angreb og dræbte op mod i alt 20 får hos avler Sven Joensen i Midtjylland. 

Han fik dengang tabet dækket af forsikringen, og hilser i dag ordningen meget velkommen.- Det er rigtig fint og også på tide, at der kommer sådan en ordning. Min eneste anke er, at den kommer for sent, siger han i dag.

Fast beløb

I den nye ordning gives der et fast beløb pr. dyr. uanset vægt, og derudover gives et beløb til dækning af destruktion af de døde dyr. Satserne er forskellige alt efter, om det er kid, lam eller voksne dyr. Et voksens får takseres til i alt 1.200 kroner.

Bør afhænge af avlsværdien

- Det er klart, at satserne er bedre end ingenting, men jeg mener, man bør bygge en pasus ind i den endelige ordning, hvor der tages hensyn til, om det er et dyr med en særlig værdi. Et af de dyr den snuppede hos mig, var jo en vædder, og den har jo en langt højere værdi i kroner og ører, end et almindeligt får. Vædderne koster nemt mellem 2.000 og 5.000 kroner, ja helt op til 10.000 kroner, forklarer ham.

Læs mere om ordningen her på Naturstyrelsens hjemmeside

Se her miljøminister Pia Olsen Dyhr fortælle om den nye ordning her

http://www.youtube.com/watch?v=pyV5RzKtoe0&feature=youtu.be