Ordfører om forældet køreundervisning: Helt absurd

Kristian Pihl Lorentzen kræver handling, efter Foreningen af Køretekniske Anlæg har råbt op om ikke-tidssvarende køreundervisning.

kpl.jpg
Foto: Michael Andersen, TV MIDTVEST

Foreningen af Køretekniske Anlæg i Danmark er bekymret for trafiksikkerheden. Der mangler kompetente instruktører, og de forældede og i nogle tilfælde forkerte undervisningsmetoder er ikke blevet revurderet de sidste 25 år.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, vil nu have ændret på undervisningen.

- Det dur overhovedet ikke. Vi er nødt til at sørge for, at vores kørselsuddannelse er tidssvarende. Så det er helt absurd! Derfor har jeg allerede skrevet til transportministeren og gjort ham opmærksom på problemet, og så har jeg spurgt ministeren om, hvad vi kan gøre. For vi er nødt til at finde en løsning, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Bortset fra ganske få øvelser – for eksempel nedkørsel fra en høj kant – er undervisningen på de køretekniske anlæg stort set ikke ændret siden starten af 90’erne, hvor der blev lavet ganske detaljerede undervisningsplaner, som kørelærerne slavisk skal følge. Men både teknologi og undervisningsmetoder har udviklet sig ganske meget på de godt 25 år. For eksempel bruger andre lande trafikrealistiske simulationer, mens vi i Danmark stadig bruger plastikkegler.

Opbakning fra ministeren

Transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen er klar i spyttet omkring de aktuelle undervisningsforhold. Der skal ske noget - omgående. 

- Undervisningen trænger til en gennemgribende revision. Det gælder både, hvilke teoretiske og praktiske områder, der skal undervises i, og hvilke metoder der skal anvandes hertil. Jeg har derfor igangsat et arbejde med at forberede en ny køreuddannelse, og jeg forventer, at arbejdet for alvor går igang til efteråret, oplyser Ole Birk Olesen i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

Foreningen af Køretekniske Anlæg i Danmark har i flere omgange fremlagt problemet for Trafikstyrelsen.