Optøjer inden lokalopgør: Politibetjent på skadestuen

Politiet måtte her til eftermiddag trække stavene for at få ro på fodboldfans inden aftenens opgør mellem Viborg og FC Midtjylland.

På værtshuset, Club 21, var FC Midtjyllands tilhængere samlet, og flere gange måtte politiet i aktion for at få ro på de 150-200 fans. En betjent blev ramt i hovedet af en øldåse, og måtte på skadestuen med en mindre flænge.

Politiet oplyser, at fansene senere smed med kanonslag og dåser, og her måtte politiet trække stavene.

En person er anholdt. Selve kampen mellem de to rivaler begynder klokken 18.00 i Viborg.