Optimismen er tilbage i dansk travsport

Efter nogle svære år er der ny optimisme i dansk travsport. Spil på heste er blevet liberaliseret, og det har betydet større præmier. Det er noget, de nyder godt af på Skive Trav.

Morten Juul fra Skive Trav glæder sig over, at der er flere heste i staldene.
Morten Juul fra Skive Trav glæder sig over, at der er flere heste i staldene.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Travsporten er på vej tilbage. Flere penge i sporten giver mere mylder i staldene.

Morten Juul, der er træner i Skive Trav, kan godt huske, at der før har været så mange heste.

- Men det er 15-20 år siden, fortæller han.

I denne sæson har præmiesummen været på godt 40 millioner kroner. Det er en rekordstor sum penge inden for sporten.

Optimismen er tilbage i travsport

De nye tider betyder, at der er godt gang i staldene i Skive Trav. 11 trænere har i år 193 heste i træning.

Og trænerne hilser de nye tider velkomne.

- Det har jo været langt nede og vende, men jeg synes, at vi er stærkt på vej den rigtige vej. Der er blevet mange flere penge at køre om og optimisme i sporten på alle punkter, siger Morten Juul.

Optimismen i travsporten hænger sammen med, at spil på heste blev liberaliseret i 2018.

2:16
Spillet på heste er blevet liberaliseret, og det smitter af på Skive Trav. Se indslaget her.

Danske Spils monopol ophørte, og spilfirmaet 25Syv i Silkeborg kom til - i selskab med Peter Frödin forklædt som den fiktive karakter Franzi25.

Dansk trav skal lære af svenskerne

Skuespilleren Peter Frödin skal som Franzi25 ikke blot underholde travglade seere. Han er ansigtet for en kampagne, der blandt andet skal poste flere millioner ind i dansk travsport.

- Vi har nogle meget ambitiøse mål. Vi vil være med til at vækste det samlede hestespilsmarked. Først og fremmest fordi det er et superspændende produkt, siger Henrik Friis, der er driftsdirektør for 25Syv.

Sådan ser det ud, når Peter Frödin forklædt som Franzi25 laver reklamer for spilfirmaet 25Syv.
Sådan ser det ud, når Peter Frödin forklædt som Franzi25 laver reklamer for spilfirmaet 25Syv.
Foto: Reklame fra 25Syv

25Syv er ejet af det svenske selskab ATG, som i mange år har stået for spil på heste i Sverige.

Målet er at fordoble omsætningen i dansk hestesport. Og ATG bidrager hvert år med store summer.

I Skive tror trænerne, at dansk trav kan lære af svenskerne, så dansk travsport kan få det endnu bedre.

- Vi spiller jo ikke andet end en brøkdel af, hvad de gør i Sverige på travet og på heste. Det håber vi på, at ATG kan være med til at hjælpe på den rigtige vej, siger Morten Juul fra Skive Trav.

Skive Trav har i år 28 dage med løb, og sådan bliver det også til næste år.