Optikere fylder øjenlægernes akuttider med raske patienter

Tusindvis af personer bliver henvist af deres optiker til en øjenlæge, selv om de ikke fejler noget. Et samfundsproblem, lyder kritikken.

Nyt udstyr hos de store optikerkæder er en stor del af problemet, lyder kritikken fra øjenlægerne.
Nyt udstyr hos de store optikerkæder er en stor del af problemet, lyder kritikken fra øjenlægerne.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

En tur til optikeren handler som regel om at få nye briller eller kontaktlinser, men det kan også ende med en akut henvisning til en øjenlæge, hvis optikeren finder noget mistænkeligt i undersøgelserne.

Problemet er bare, at mange henviste patienter slet ikke fejler noget.

Sådan lyder kritikken fra øjenlægerne, som mener, at optikerne øger presset på de i forvejen travle øjenklinikker, hvor der kan være ventetid på op mod et år for at få en normal tid. Blandt kritikerne er øjenlæge Kim Frost, der er træt af at få raske patienter i klinikken. 

- Når en optiker har sagt, at det er meget vigtigt, så er vi selvfølgelig nødt til at tage patienterne ind. Men i langt de fleste tilfælde er det ingenting, siger Kim Frost fra Øjenklinikken Frost i Nykøbing.

Kritikken preller dog af på Heidi Buchholt, der er chef for klinisk udvikling hos optikerkæden Louis Nielsen.

- Vi er ikke ude på at lege små øjenlæger, men vi mener selv, at vi gør et godt opsporingsarbejde i forhold til at spotte sygdomme, som øjenlægerne så kan behandle, siger hun.

Nyt udstyr er et problem

På baggrund af en uges optælling har Danske Øjenlægers Organisation gjort op, at optikerne hvert år sender 25.000 raske kunder videre til øjenlægerne, og det belaster systemet. Problemet er især, at optikerne de seneste år har oprustet med nyt og avanceret udstyr som fundusfotograferinger og synsfeltapparater i en kamp for at overgå hinanden med tilbud om forskellige sundhedsundersøgelser.

- Det er indiskutabelt, at det her er indført af konkurrencemæssige hensyn, og vi har ikke set det sidste. For der bliver indkøbt nye apparater, der kan generere nye undersøgelser, som vi mener, bør vurderes af folk med faglig ekspertise, siger Jens Lundgaard Andresen, formand for Danske Øjenlægers Organisation.

Hos Louis Nielsen ser man de nye undersøgelsesmuligheder som en gevinst for kunderne.

- Der er kommet megen ny teknologi på markedet de seneste år, og det har vi taget til os for at kunne tilbyde vores kunder de bedst mulige undersøgelser. Vi er selvfølgelig gode til at lave briller, men vores optikere er også uddannet til mere end det, og det vil vi gerne udnytte, siger Heidi Buchholt.

Den køber Kim Frost dog ikke. Som øjenlæge undersøger han omkring 60 patienter om dagen i klinikken på Mors, og hver dag dukker nye akutte patienter op, som er blevet henvist fra en optiker.

- Patienterne står der ofte uden fotoet fra optikerne, og nogle gange er det sådan en kvalitet, så vi må tage det om. Det koster tid, og det koster sygesikringen penge. Jeg kan sammenligne det med at gå på jagt: Når man tager jagttegn, så skal man kende fuglene og dyrene, inden man skyder. Jeg har mere indtryk af, at man her kommer og siger 'se hvad jeg har skudt - kan du ikke lige finde ud af, hvad det er?', siger han.

Han ønske er klart:

- Skrot de der apparater og koncentrer jer om at lave briller til patienter og send kun de patienter, hvor I med vægt kan sige, at her er noget galt, siger Kim Frost.

Samarbejdet skal forbedres

Øjenlægerne er generelt godt tilfredse med samarbejdet med optikerne, men de mener ikke, at optikerne har den faglige viden til at betjene det stadig mere avancerede udstyr.

- Optikerne er vores vigtigste samarbejdspartnere. Det er dem, der finder mange øjensygdomme, men vi vil jo helst have, at det er baseret på, at patienten eller kunden har nogle synsmæssige klager, vi kan forholde os til, siger Jens Lundgaard Andresen fra Danske Øjenlægers Organisation.

Også hos Louis Nielsen er der et ønske om at holde fast i det gode samarbejde og gerne forbedre det, så færre raske patienter bliver henvist til en øjenlæge.

- Vi er godt klar over, at der bliver lavet nogle falsk positive undersøgelser hos os, og det vil vi gerne minimere. Vores ønske er, at vi sammen med øjenlægerne kan udvikle en mere klar definition for, hvornår noget kræver en lægeundersøgelse, siger Heidi Buchholt fra Louis Nielsen.

5:47
Se indslaget om øjenlægernes kritik af optikernes mange unødvendige henvisninger.