Opstillingsmøde til nyt parti

Et nyt parti har set dagens lys, efter balladen om den nye sygehusstruktur i Midt- og Vestjylland

Region-Midtjylland.jpg

Partiet Vestnordvest holder på torsdag opstillingsmøde i Idomhallen i Ulfborg. Formålet med den nye liste er, at skabe modstand mod de sygehusplaner, der blev vedtaget i Regionsrådet sidste forår. Især regionsrådsformand Bent Hansen (S) er kommet i skudlinjen hos det nye parti, som mener, han ignorerer den modstand, de vestjyske beboere har udtrykt i sagen.

- Der har været store optog, underskriftsindsamlinger, møder med regionsråd og regering, talrige læserbreve og artikler, men alt har prellet af på Bent Hansen, som fastholder sine planer trods den vestjyske befolknings modstand, skriver speciallæge Jesper Egerup fra Ulfborg, som står for opstillingsmødet torsdag aften, i en pressemeddelelse.

- Hvis alle vestjyder og borgere, som i andre dele af regionen opponerer mod Bent Hansen, stemmer på denne liste, vil de uden besvær kunne få en så stor indflydelse, at Bent Hansen kan detroniseres, og sygehusene reetableres, fortsætter Jesper Egerup.

Opstillingsmødet starter klokken 19:00.