Opsigtsvækkende FCM-handel: Ny målvogter hentes hos Lyngby

FCM henter superligaprofil hos nærmeste konkurrent om DM-bronzen

Jesper Hansen var en af superligaene store profiler i den seneste sæson
Jesper Hansen var en af superligaene store profiler i den seneste sæson

FC Midtjylland offentliggjorde i dag en opsigtsvækkende handel på målmandsposten. Fra næste sæson hedder klubbens første-målmand Jesper Hansen. 

Den stærke superliga-profil er hentet hos en af midtjydernes nærmeste konkurrenter i kampen om årets DM-bronze, nemlig Lyngby. Tidligere har han spillet i FC Nordsjælland og franske Evian.

Jesper Hansen blev præsenteret i FC Midtjylland under pausen i træningskampen mellem FCM og Aab, hos samarbejdsklubben Ramme-Lomborg IF. 

- Det er en drømme-signing, at vi henter Jesper Hansen. Det havde jeg ikke troet var muligt, siger en glad sportsdirektør Claus Steinlein fra FC Midtjylland.

Den stærke målmand har skrevet en treårig kontrakt, og betragter det som et skridt opad i karrieren:

- Det er dejligt. Det er et godt match for mig at komme til en større klub, og jeg glæder mig meget til at komme i gang i FC Midtjylland, siger Jesper Hansen.

Den tidligere Lyngby-keeper lægger ikke skjul på, at han har store forventninger i forbindelse med klubskiftet:

- Jeg har prøvet en del i min karriere, men jeg er sulten efter at vinde noget. Og jeg vil vinde med FC Midtjylland og spille i Europa, siger Jesper Hansen videre.

Hos Claus Steinlein er forventningerne også skruet op i forbindelse med handlen: 

- Sidste år var Jesper Hansen superligaens måske mest kampafgørende målmand. Han har stor rutine og har vundet mesterskaber og pokaler og været i udlandet. Derfor forventer jeg, at han kan være en vigtig del af rygraden på vores hold i de kommende sæsoner, siger sportsdirektøren.

Købet af Jesper Hansen betyder samtidig et farvel til Johan Dahlin, som gerne vil tilbage til Sverige. Tidligere har FCM taget afsked med målmanden Mikkel Andersen, der blev afløst af den tidligere OB`er, Michael Falkesgaard.