Oprørske Venstre-folk: Luk regionerne

Venstre folketingsmedlemmer uenige i partiets politik og vil have nedlagt regionerne.

Per Bisgaard, MF.jpg

Flere lokale Venstre-medlemmer går nu mod partilinien og foreslår, at man nedlægger regionerne - eller i hvert fald giver dem et serviceeftersyn.

En af de oprørske Venstre-folk er folketingsmedlem Per Bisgaard fra Aalestrup, der ifølge Politiken.dk specielt hæfter sig ved de stigende sundhedsudgifter, som "regionerne slet ikke er i stand til at kontrollere".

- Man kan sagtens nøjes med to led - stat og kommune. Det må være det rigtige tidspunkt, at man i næste valgperiode finder en ny model, siger Per Bisgaard.

Han vurderer ifølge Politiken, at en fjerdel af medlemmerne i Venstres folketingsgruppe er uenige i partilinien om at bevare regionerne.

Også folketingsmedlem Jens Kirk fra Velling ved Ringkøbing ønsker et kritisk eftersyn af regionerne.