Opkast i taxa førte til 50 dages fængsel

En mands opkast i en taxa udløste en større diskussion, som nu har kostet ham en længere fængselsstraf.

210311_Herning_Taxa.jpg

En 38-årig mand fra Herning er i følge Herning Folkeblad blevet idømt 50 dages fængsel for vold mod en taxachauffør d. 31. oktober 2015 på Rosenholmvej i Tjørring. Manden kastede op i taxaen, og da taxachaufføren konfronterede ham, skubbede han taxachaufføren i brystkassen. 

De to parter var i retten uenige om forløbet. Taxachaufføren forklarede, at tiltalte med sin kæreste var gået fra stedet, hvorefter han havde spurgt, om de ville væresvineriet bekendt. Tiltalte var herefter vendt tilbage for at give taxachaufføren et hårdt skub i brystet, så han faldt ned på asfalten. 

Tiltalte påstod, at chaufføren råbte kælling efter hans kæreste, og at det var chaufføren, der snublede selvforskyldt. 

Retten lagde vægt på den vold og de skader, som taxachaufføren havde pådraget sig. Det fremgik af en lægeerklæring, at taxachaufføren havde fået et brud på højre skulderblad, en hævelse på hovedet samt en hudafskrabning.