Ophugger lader skibe ruste

En ophugger fra Langeland har købt flere fiskekuttere, der står og ruster. Havnene betaler kæmperegning for oprydning.

RustenKutter.jpg

Fem gamle fiskekuttere ligger lige nu og rådner og ruster op i Hvide Sande. For to år siden stoppede ejeren med at betale afgifter til havnen. Siden da har havnen kæmpet for at få fjernet kutterne. Men det er svært, fordi kutterne er privateje.

- Jeg synes, det er et ubehageligt syn at se på. Vi kan ikke komme i kontakt til ejeren af fartøjerne. Og vi har ikke nogen mulighed for at sige til dem, at de skal flytte dem, siger Steen Davidsen, der er havnechef i Hvide Sande

På havnen i Hanstholm har de oplevet samme problem. Her har havnen betalt 400.000 kroner for at skaffe sig af med fem kuttere, hvor ejeren også var forsvundet.

Ophugger fra Fyn forsvundet

Fire af kutterne i Hvide Sande er ejet af en ophugger fra Langeland. Han ejede også de fem kuttere i Hanstholm. Manden har tømt alt, hvad der er af værdi i kutterne. Han er gået konkurs, og ingen af de to havne har kunne komme i kontakt med ham. Derfor hænger havnene nu regningen for oprydning.

Indtil videre har kutterne kostet havnen i Hvide Sande 300.000 kroner. Planen er, at fartøjerne skal ophugges. Det koster omkring en halv million kroner.

- Det synes jeg jo, det er helt forkert. Normalt, så betaler man jo som ejer og som ansvarlig ejer af et fartøj for de udgifter der er forbundet med det, siger havnechefen i Hvide Sande.

Vi har i dag - uden held - forsøgt at få en kommentar til ejeren af fiskefartøjerne.

 

2:03
En ophugger fra Langeland køber fiskekuttere i Hvide Sande og Hanstholm - og lader dem rådne op.