Operationscenter flytter til Karup efter 60 år i Aarhus

Hele 110 mand skal flytte fra Marselisborg ved Aarhus til Flyvestation Karup. Forsvarets Operationscenter flytter ind i Midt- og Vestjylland.

Forsvarets Operationscenter
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

I mere end 60 år har Forsvarets Operationscenter arbejdet under jorden ved Marselisborg uden for Aarhus, men det er nu slut. 

Man er ved at pakke flyttekasserne, så man er klar til at rykke ind på Flyvestation Karup, hvilket vil betyde, at 110 flere skal arbejde i Karup. 

Det giver rigtig god mening at flytte netop nu, fortæller chefen for Forsvarets Operationscenter i Aarhus. 

- Grunden til, at vi skal flytte til Karup er, at det er derude, vi har en stor del af den øvrige stab, og de sagsbehandlere, som vi har noget med at gøre til dagligt, de sidder i Karup, siger Frank Erland Jensen. 

Denne flytning kommer ikke ud af ingenting. Den blev aftalt i det sidste forsvarsforlig, og selvom de har vist det i noget tid, så har det stadig givet uro hos medarbejderne. 

- Det gør ondt på nogen, og der er også nogen, der synes, at det er træls rent geografisk, fordi de bor tæt ved Aarhus. Nogen bor dog også tættere på vest, så de er glade for, at de kommer tættere på hjem, siger Frank Erland Jensen videre. 

Med i flytningen er også Lyngby Radio, men den skifter dog ikke navn. Det er af rent praktiske grunde, da alle ved, hvad man taler om, når man nævner Lyngby Radio. 

2:06