Open by night: Ingen trængsel og alarm i Bilka

Bilka holder døgnåbent i december. I Herning kniber det med kunder på hverdagene, men fredag og lørdag er der godt besøgt.

Bilka i Herning
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Der er ingen undskyldning for ikke at nå årets juleindkøb - i hvert fald ikke hvis man planlægger at lægge vejen forbi et Bilka-varehus.

Bilka har nemlig valgt at holde døgnåbent i december, og det er der to gode grunde til. 

- Vi vil gerne gøre noget godt for vores kunder - især dem der har skæve arbejdstider, så de også får mulighed for handle til jul, siger varehuschef Jan Thuesen fra Bilka i Herning.

En anden  grund er, at de ansatte om natten har god tid til at fylde hylderne op - noget der ellers kan være svært at nå i den travle julemåned.

2:00
Se indslag om døgnåbent i Bilka her.

Da TV MIDTVEST lagde vejen fordi varehuset i Herning natten til torsdag, vrimlede det ikke ligefrem med kunder, men der var dog dem, der var glade for tilbuddet.

- Når man ikke kan sove alligevel, så er det rart, at man kan gøre det her om natten. Om dagen er det alligevel heller ikke til at få parkeringspladser herude, sagde en af kunderne, Brian Præstbo fra Brande.

Varehuschefen erkendte også, at der kan være langt mellem kunderne om natten.

- Vores hverdage er ikke helt vildt store, men fredag og lørdag har været rigtig rigtig gode for os, siger Jan Thuesen.