Opdateret: Ulykke på Hovedvej 18

Trafikulykke spærrede tirsdag eftermiddag Herningvej ved Holstebro i begge retninger.

170412_ulykke.jpg

Flere ambulancer blev sendt til Herningvej ved Tvis på grund af en trafikulykke i eftermiddagstrafikken. Heldigvis slap alle involverede med mindre skader.

Ulykken betød dog, at Hovedvej 18 var spærret i begge retninger indtil cirka kvarter over fire, mens de tilskadekomne blev hjulpet ud af bilerne og sendt på sygehuset. Ud over tre chauffører blev to børn sendt til tjek på hospitalet. Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands politi, Keld Nedergaard.

Venstresving skyld i ulykke

Ulykken skete ved, at en 27-årig mand holdt stille på Herningvej med retning mod nord for at dreje til venstre. Han blev ramt af en 68-årig bilist, og derefter blev den 27-åriges bil skubbet over i modsatte vognbane. Her ramte han så en 59-årig modkørende.

Hovedvej 18 er tirsdag aften igen åben, oplyser politiet.