OPDATERET: Roskildesyge bekræftet

Fem patienter er isoleret på medicinsk afdeling i Herning. De har symptomer på roskildesyge, men diagnosen er ikke bekræftet.

regionshospitalet_herning_1.jpg

Der er muligvis opstået endnu et udbrud af roskildesyge på hospitalet i Herning. Fem patienter på medicinsk afdeling er kommet i isolation på enestue.

- Vi afgrænser og isolerer patienterne for en sikkerhedsskyld, siger Steen Elkjær Husted, der er ledende overlæge på medicinsk afdeling til tvmidtvest.dk

Der er taget prøver fra patienterne for at undersøge, om der er tale om roskildesyge, men prøveresultaterne er endnu ikke udarbejdet. Derfor er man ikke klar over, hvor vidt der er tale om den meget smitsomme sygdom eller ej.

Hvis det viser sig at være roskildesyge, vil den ikke lægge afdelingen ned.

- Vi har styr på sagen, hvis det skulle vise sig at være roskildesyge, det kan jeg godt garantere, siger Steen Elkjær Husted.

Personale sendt hjem

Udover de fem patienter, der er i isolation har man også sendt fem medarbejdere med symptomer på sygdommen hjem.

- Vi er nødt til at sende personale hjem, for at de ikke skal smitte andre patienter.

Sidst der udbrød roskildesyge på hospitalet i Herning var den 30. oktober 2013.

 

****OPDATERET KLOKKEN 17.58****

Man traf det rigtige valg ved at isolere fem patienter samt sende personale med symptomer på roskildesyge hjem.

Statens Seruminstitut har mundtligt bekræftet over for ledende overlæge Steen Elkjær Husted, at prøver viser, at der er tale om et udbrud af roskildesyge på Regionshospitalet i Herning.

- Det ændrer intet i vores procedurer. Vi fortsætter som hele tiden med isolation af de smittede patienter, siger Steen Elkjær Husted til tvmidtvest.dk