Opdateret: 5 anholdt efter hjemmerøveri

Politiet har anholdt fem unge mænd for to indbrud i morges, der udviklede sig til hjemmerøverier

Hjemmeroeveri.jpg

I morges brød en bande indbrudstyve først ind i et hus på Jegindø ved Thyholm. Men husets ejer, Svend Erik Thing på billedet herover, overraskede dem, og så udviklede indbruddet sig til et regulært hjemmerøveri.

- Vi lå og sov på førstesalen, men min mand vågnede ved, at det rumsterede nede i stuen. Så listede han lige så stille ned ad trappen, men pludselig løb en mand ud fra badeværelset og en anden ud fra kontoret. Og så fik min mand sprøjtet peberspray i ansigtet, inden de stak af, siger Aase Thing, der bor i huset på Jegindø.

Fordi banden overfaldt manden med peberspray, blev indbruddet pludselig til hjemmerøveri.

- Det har man det aldrig godt med. Det er jo krænkelse af ejendomsretten. Havde de slået mig ned, havde det været værre. Og man ved jo aldrig, inden man går ned, hvad de har med til at forsvare sig med, siger Svend Erik Thing.

Senere på morgenen var samme bande på spil i Thy. Her brød de ind i et hus i Thisted og blev igen overrasket af ejeren.

Banden nåede dog ikke langt væk med udbyttet fra de to forbrydelser. Politiet modtog et godt tip og fangede alle fem gerningsmænd.

Ved et grundlovsforhør i eftermiddags blev gerningsmændene alle varetægtsfængslet i fire uger. Det er unge danske mænd på 19 til 31 år.