Op mod 100 cykler stjålet: Politiet på bar bund

Politiet har ikke meget at gå efter i sagen om tyveri af op mod 100 cykler fra efterskoler.

cykel.jpg
Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Otte midt- og vestjyske efterskoler har den seneste tid fået stjålet op mod 100 cykler. De tohjulede er blevet fjernet fra skolernes cykelskure, uden nogen har set eller hørt noget, og ofte er det et større antal cykler, der blevet stjålet på én gang.

Midt- og Vestjyllands Politi er på sagen, men indtil videre ser det sort ud fra de elever, der går og håber på at få deres cykel retur. 

- Vi har desværre ikke mange spor at gå efter. For at sige det rent ud, så er vi næsten på bar bund, siger politikommissær hos lokalpolitiet i Ringkøbing, Kjeld Nedergaard.

Det er blandt andet en udfordring for politiet, at tyverierne er foregået så ubemærkede, at de først er blevet opdaget en dag eller to, efter de har fundet sted.

- Vi skal gerne have oplysningerne så hurtigt som muligt. Og så skal vi jo ud og se, om vi kan møde nogle køretøjer på vej væk fra gerningsstederne, siger Kjeld Nedergaard og tilføjer: 

- Hvis man ser noget mistænkeligt rundt omkring skolerne - især i nattetimerne - så hellere ring én gang for meget.

Hos Vestjyllands Forsikring har de også kunnet mærke, at der har været flere cykeltyverier end normalt.

- Vi har fået ekstra anmeldelser. Så vi kigger selvfølgelig også med alvor på, at der ligesom ses at være en udvikling omkring, at der sker nogle hit and runs på de her efterskoler, siger skadeschef, Lars Bue Nørrebjerg.

Det er svært at gardere sig fuldstændigt, men han har dog en lille opfordring.

- Jeg vil da gerne opfordre vores kunder til at supplere deres cykellås med en godkendt kædelås, men for nuværende er det ikke sådan, at vi vil ud og forlange nogle ekstra krav, siger skadeschefen. 

Hvis man lægger inde med oplysninger i sagen, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på telefon 114.