Online-køb: Folk snydt på Facebook

Sager om køb af iPhones på Facebook har efterladt flere folk i Holstebro med en lang næse.

politi app iphone
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Den 18. januar er tre sager om køb af iPhone 6 på Facebook blevet meldt til politiet. Det fortæller Lasse Møller fra lokalpolitiet i Holstebro.

- Vi har modtaget tre anmeldelser fra den 18. januar, hvor folk er blevet snydt af en eller flere svindlere på Facebook, fortæller han.

Sagerne drejer sig om opslag i Facebook-grupper som Ting Til Salg I Holstebro. Der sætter endnu ukendte bagmænd de normalt dyre iPhones til salg for kun 1600 kroner. Kunderne overfører pengene, men modtager efterfølgende ikke telefonerne. 

Lokalpolitiet anbefaler, at man ikke hopper i fælden.

- Vi anbefaler folk til at tænke sig om. Det er fristende at købe billige iPhones, men hvis man tænker sig om, bør man kunne regne ud, at det må være for godt til at være sandt, siger Lasse Møller.

Han fortæller, at de lige nu undersøger sagen, og at de føler sig fortrøstningsfulde i forhold til at finde bagmændene

- Købene er foregået via Mobile Pay, og det er noget, vi kigger nærmere på. Vi burde kunne frem til de skyldige, siger han.