Omstridt krav består i aftale mellem regioner og regering

Regionernes økonomi for 2018 er på plads. Regeringens produktivitetskrav på to procent eksisterer fortsat.

Foto: TV MIDTVEST

Der er indgået en aftale om regionernes økonomi næste år.
    
Det fortæller parterne efter at være nået til enighed i Finansministeriet tirsdag aften.
    
- Det er en rigtig god aftale, vi har lavet med Danske Regioner.
    
- Jeg er glad for, at det har været muligt at løse en lang række af de udfordringer, som vi har på sundhedsområdet, siger finansminister Kristian Jensen (V).
    
Aftalen betyder, at regeringens krav om en produktivitetsstigning på to procent står ved magt.

500 millioner til gengæld    

Til gengæld får regionerne 500 millioner kroner ekstra til et løft af sundhedsområdet, ligesom der er afsat penge til ekstra pladser på psykiatriområdet.
    
Og det er Bent Hansen (S), som er formand for Danske Regioner, godt tilfreds med, selv om han inden forhandlingerne stillede krav om 2,1 milliarder kroner ekstra.
    
- Det har været en sej kamp, og når man går ind i sådanne forhandlinger, har man altid høje ambitioner.
    
- Men vi er tilfredse med det niveau, vi ender på. Vi tror, at vi kan drive et rigtigt godt sundhedsvæsen for de penge næste år, siger han.

Syv milliarder til anlæg    

Ud over ovennævnte skal der på anlægssiden investeres syv milliarder kroner i sundhedsvæsnet, og de penge skal blandt andet bruges på byggeriet af de nye supersygehuse.
    
Derudover er det aftalt, at man skal foretage en analyse af styringen på sundhedsområdet for at blive klogere på, hvad der virker og ikke virker.
    
På samme måde skal man finde ud af, hvordan man kan mindske bureaukratiet på sundhedsområdet, ligesom der skal findes tværgående løsninger til gavn for borgere og virksomheder.
    
Dette arbejde skal være færdigt til foråret, så konklusionerne kan bruges i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og regionerne næste år.
    
/ritzau/