Omsorgsklovn: - Den røde næse er mit sande jeg

Hun er klovn, men hører langt fra til en i cirkus. I stedet uddeler Luni Smil omsorg og kærlighed.

4:11

Til hverdag arbejder Lene Mortensen som ergoterapeut. Men ved siden af, bliver hun hyret ind som omsorgsklovn til forskellige arrangementer.

Hun besøger hospitaler med Lastbiler for Børn, sludrer med demente på plejehjem, og så løber hun hvert år rundt i målområdet til Søndersøløbet i Viborg.

- Det giver mig bare helt vildt meget energi, glæde og overskud i hverdagen, siger Lene Mortensen.

Med den røde næse på forvandler Lene sig til Luni Smil. Et identitetsskift, som Lene har foretaget ved særlige lejligheder de sidste otte år.

For otte år siden blev Lene nemlig uddannet ved Klovnekaravanen – der kun har uddannet en lille skare på 20 omsorgsklovne gennem årene.

Uddannelsen lærer ikke en at spille klovn, men snarere at være klovn.

- Det er slet ikke det samme som teater. Som klovn skal jeg ikke spille en rolle, men bruge det inderste af mig selv, forklarer Lene Mortensen og tilføjer:

- Der er faktisk mange der siger til mig, det må være let at være klovn, når jeg bare kan tage en maske på og fjolle. Men det er lige omvendt, jeg føler jeg tager masken af og bruger det aller inderste af mig selv.

Både børn og voksne kan få omsorg fra Lumi Smil.
Både børn og voksne kan få omsorg fra Lumi Smil.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Ikke cirkus

Klovnen er mest kendt for at kaste med lagkager cirkus og lave ballondyr til børnefødselsdage. Og selvom Lene egentlig har ret godt styr på at lave balloner, så bruger hun dem kun som hårelastikker til Luni.

- Jeg vil ikke være sådan en klovn der står og producerer ballondyr. For mig handler der om noget helt andet. Nærvær, fortæller Lene. 

I stedet for balloner deler Luni såkaldte klovnekys ud. En lille rød prik på alles næser.

- Med balloner bliver dethurtigt sådan en klump, hvor alle kæmper for at få deres egen og står i kø. Og der skal ikke være kø til en omsorgsklovn, siger Lene.

Aldrig på fuld tid

Når man ser Lene som Luni, hersker der ikke tvivl om at hun nyder jobbet som omsorgsklovn, og at hun er god til at skabe kontakt med mennesker. Men for Lene skal det helst forblive på deltid og som en slags hobby.

- Jeg bliver aldrig klovn på fuld tid. Det kræver alt for meget overskud at være på, og det er jeg ikke sikker på jeg ville kunne gøre til hverdag, forklarer Lene Mortensen.

Til gengæld er hun ikke i tvivl om, at hun fortsætter med at klovne, så længe hun overhovedet kan.

Lumi Smils job er at sprede glæde.
Lumi Smils job er at sprede glæde.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST