Omkørsel forstyrrer freden i latinerkvarteret

En lastbil snittede to huse i Sct. Mogens Gade i Viborg. Kommunen lover bedre skiltning.

Sct. Mogens Gade er normalt lukket for al uvedkommende kørsel.
Sct. Mogens Gade er normalt lukket for al uvedkommende kørsel.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Den smalle Sct. Mogens Gade i Viborgs latinerkvarter er normalt lukket for al uvedkommende kørsel. 

Men i denne tid er der en livlig trafik, fordi et vejarbejde i nærheden har fået kommunen til at lave en omkørsel, der sender trafikken ned ad vejen - til stor frustration for flere af beboerne.

I onsdags oplevede de, at en lastbil snittede to af husene.

- Vi sad og så en film inde stuen, da vi hørte noget, der lød meget, meget forkert, fortæller den ene af beboerne, Kenneth Arve Iversholt.

Formanden for Viborgs tekniske udvalg, Johannes Vesterby (V), siger, at lastbiler ikke må køre på vejen, selv om der er omkørsel. Han erkender, at skiltningen kan have været mangelfuld, og det vil kommunen nu rette op på. Til gengæld må beboerne finde sig, at der kan komme personbiler, mens vejarbejdet står på.

- Det er et vilkår, når man har en by, hvor man ønsker at have trafikken tæt på og understøtte handelslivet, siger han. 

Han lover dog samtidig, at han nu vil drøfte med sine kolleger i teknisk udvalg, om det er muligt at lukke den ene ende af Sct. Mogens Gade.

Omkørslen gælder indtil den 1. december.

- Vi synes, at det er et stort problem. Vi er jo vant til at der kun kommer cykler og fodgængere, siger Kenneth Arve Iversholt.

2:09