Omfattende oliespild i Struer

Rundt om i hele Struer by er der spildt dieselolie, og en del af olien er også endt i fjorden. Foreløbig ved brandvæsnet ikke, hvor olien kommer fra.

090124_Oliespild_Bin_Clip.jpg

I morges fik brandvæsnet i Struer en melding fra en kondiløber om olie på fjorden, og siden da er det væltet ind med henvendelser om oliefund på vejene rundt om i byen. Sidst på formiddagen måtte Struer Brandvæsen, der selv havde fået en ekstra indsatsleder til hjælp, også bede om hjælp fra kommunens Park & Vej. I alt ni brandfolk og flere kommunale vejfolk er lige nu i gang med at smide kattegrus ud på vejene for at forhindre ulykker.

Først troede brandvæsnet også, at det var tilfældigt, at der pludselig kom flere henvendelser om oliespild, men der viste sig hurtigt en sammenhæng. Men indsatsleder Claus Christensen fra Struer Brandvæsen havde ved middagstid endnu ingen idé om, hvordan olien kan være spild, og hvem der har gjort det. Han har spurgt sig for hos taxa- og busselskaber, men uden resultat.

Har nogen en idé om, hvor olien kommer fra, vil brandvæsnet gerne høre nærmere. Telefon: 70 23 91 12