Om mandagen stikker bilister af i Skive

I Skive har der samme dag været to af hinanden uafhængige sager med flugtbilister.

Niels Bach fra politiet i Skive.
Niels Bach fra politiet i Skive.
Foto: Arkivbillede

Mandag var der med få timers mellemrum to sager, hvor bilister stak af efter at have påkørt andre trafikanter.

Den første episode skete kl. 13:10 ved Østergade og Torvegade, hvor en 25-årig mand kom kørende i bil på Østergade.

- Han ville svinge til højre ad Torvegade men blev i svinget ramt af en modkørende bil i høj hastighed, som kørte ind i den 25-åriges forende, fortæller politiassistent Niels Bach fra politiet i Skive og tilføjer:

- Han kan ikke have overset det her.

- Flugtbilisten kørte muligvis i en mørk Ford, og vi vil gerne tale med ejeren, vidner eller nogen, der ved, hvem den pågældende er.

Nogle timer efter var den gal igen et andet sted i Skive.

En 21-årig kvindelig cyklist fra byen kom cyklende på Sdr Boulevard.

- 100 meter efter at hun har passeret Egerisvej på vej mod nord, trækker hun ud fra cykelstien på kørebanen på grund af noget vejarbejde, fortæller Niels Bach.

Her blev hun påkørt bagfra af en bilist, som kørte fra stedet uden at give sig til kende.

- Hun bliver væltet af sin cykel og får bl.a. nogle hudafskrabninger, fortæller politiassistenten.

Cyklens forgaffel og et hjul blev ødelagt ved påkørslen.

- Heller ikke denne billist kan være uvidende om, hvad der er sket, siger Niels Bach.

Også i denne sag vil politiet gerne høre fra vidner eller folk, der måtte kende noget til ulykken.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.