Olympisk triatlon til Hvide Sande

Når den første udgave af North Sea Tri i Hvide Sande løber af staben den 22. juni, så bliver det på en triatlondistance identisk med den, OL-deltagere begiver sig ud på. 1500 meter svømning, 40 kilometer cykling og ti kilometer løb venter deltagerne i Hvide Sande. (foto: Holmsland Klit Turistforening)

NorthSeaTriatlon_0.JPG

Der bliver med sikkerhed fart over feltet, sved på panden og udmattede triatleter når Holmsland Klit Turistforening den 22. juni afholder første udgave af North Sea Tri i Hvide Sande. Efter et godt samarbejde med Hvide Sande Havn er det lykkedes arrangørerne at stable et triatlon med den olympiske distance på benene.

- Tiden er til det. Mange har allerede løbet en maraton, nu skal der mere til. Folk søger det mere ekstreme, den næste manddomsprøve, fortæller Henning Davidsen, initiativtager i Holmsland Klit Turistforening.

Olympisk distance

Triatlondistancen er 1500 meter svømning, 40 kilometer på racercyklen og sluttes af med ti kilometer i løbeskoene. Triatleterne kaster sig i vandet i Hvide Sande Havn i området mellem afvandingsslusen, Langelinje og Nordhavnen, hvor publikum kan komme helt tæt på. Det er helt unikt for løbet mener initiativtageren.

- Normalt er farvandet omkring afvandingsslusen forbudt område for svømmere, men til lejligheden vil det være tilladt i kraft af stor velvilje fra Hvide Sande Havn, fortæller Henning Davidsen.

Publikumsvenlig rute

Udover svømningen i tæt kontakt med publikum vil både løbe- og cykelruten være særdeles velegnede for publikum. De 40 kilometers cykling er fordelt på en rundstrækning på Nordhavnen og i det nordlige Hvide Sande og løberutens første fem kilometer tilrettelægges på naturstien og slutter med fem kilometers løb på klitterne. Med til at lave ruterne har foreningen hentet hjælp fra en professionel triatlontræner og tidligere militær fem-kæmper, Aksel Nielsen, som skal lede stævnet.

- Mit mål er, at atleterne i North Sea Tri skal opleve et hvor stævne med styr på tingene. Skal jeg nævne områder, hvor North Sea Tri adskiller sig fra andre stævner, er det muligheden for en svømmetur, som aldrig er oplevet før, en cykelrute som umiddelbart virker utrolig let, men den kommer til at trække tænder ud, for der vil blive kørt rigtig stærkt, fortæller Aksel Nielsen, som skal være stævneleder.