Oliefyret skal udryddes

Danmarks største energirenoveringsprojekt er igang på Mors. Kommunen vil gerne af med nogle af de over 3.000 oliefyr, der varmer boligerne på øen op.

oliefyr.jpg

Med oliefyret har det indtil nu kostet familien Sørensen på Mors 30.000 kroner at varme murermestervillaen op. Nu har et energitjek vist, at de kan halvere deres udgifter til opvarmning ved at skifte til fjernvarme.

Takket ja til energitjek

Familien er netop blevet inviteret til at være med i et nyt, stort energirenoveringsprojekt for boligejere på Mors. De har takket ja til et gratis energitjek. Et tjek som Morsø Kommune vil tilbyde 600 boligejere med oliefyr efter først-til-mølle-princippet.

3.000 får tilbuddet

Der er netop sendt 3.000 breve ud, og allerede efter to dage har 100 tilmeldt sig for at få gennemgået deres energiforbrug og få forslag til mere økonomiske løsninger.

- De typiske besparelser, når der skiftes fra eksempelvis oliefyr til træpillefyr er ca. 16.000 kr. om året, hvilket bare er et af mange energitiltag, hvor familier vil kunne mærke en markant forskel. Og med ca. 3.100 boliger, der benytter olie til opvarmning på Mors er potentialet stort. Det siger Viggo Vangsgaard, Soc. dem., der er fmd. for udvalget for Teknik og Miljø i Morsø kommune.

Budget på 1.67 mio. kr.

Projektet er en del af Udviklingsplan Mors 2015. Det har et samlet budget på 1.67 mio. kroner, og målet er at motivere til energirenovering og skabe vækst for erhvervslivet. Det skal blandt andet ske gennem etablering af håndværkernetværk, samarbejde med de lokale banker og afholdelse af informationsmøder.

2:08
Operation Oliefyr er begyndt på Mors, og interessen er stor. Det er tusindvis af kroner at spare på varmeregningen.