Olieeventyr stoppet

Det bliver alligevel ikke til et olieeventyr i Thy i denne omgang. DONG opgiver prøveboring.

olie_thy.jpg

Energiselskabet DONG indstiller nu jagten på Olie i undergrunden under Thy. Dermed er det også slut på det olieeventyr der startede, da to fiskere fik olie i garnet på en fisketur mellem Mors og Thy.

I september 2009 gennemkørte DONG Energy store dele af Thy for at lede efter olie. Med et 200 meter langt kabel med mikrofoner blev store dele af undergrunden gennemsøgt efter det sorte guld.

Nu er det nedslående resultat så kommet. Der er ikke så meget olie, at det kan svare sig at lave en egentlig prøveboring.

- Baseret på en ganske grundig undersøgelse og vurdering af de geologiske forhold i undergrunden, så vi bestemt os for ikke at gå videre, da vi har vurderet at sandsynligheden for at finde olie i så store mængder, at man kunne kommercialisere det, er meget små, siger efterforskningschef Lone Himmelstrup, DONG Energy.

En smule olie

Selv om DONG Energy har brugt både meget tid og mange ressourcer, så har undersøgelserne ikke været spildt, mener selskabet.

- Der er sandsynligvis en smule olie, hvad der også har været årsagen til, at vi overhovet har startet vores eftersøgning efter olie og gas i området. Men der er stor forskel på og finde de mængder, som siver op langs forkastninger eller andre sprækker i undergrunden og så til at have noget, som er så stort, at man kan begynde at producere olien, fortæller efterforskningschef Lone Himmelstrup.