Økseoverfald i Herning

Tre maskerede mænd ville overfalde en 52-årig mand med økser.

HerningPolitiSkildt.jpg

En 52-årig mand fra Herning-området sad ved 23-tiden torsdag aften i sin bil på parkeringspladsen ved Herning Dyreklinik på Silkeborgvej, da tre maskerede mænd kom med hver sin økse og forsøgte at trænge ind til ham. De tre mænd fik knust samtlige ruder i bilen, inden det lykkedes den 52-årige at køre fra stedet.

Den 52-årige mand siger, at de tre økse-bevæbnede mænd med elefanthuer er tamilere. Han mener selv, overfaldet kan hænge sammen med et større slagsmål i Grønnegade i Herning den 1. januar mellem en gruppe danskere og en gruppe tamilere. Ved det slagsmål blev en mand blandt andet slået i hovedet med en baseballkølle.

Den 52-årige slap fra overfaldet torsdag aften uden at komme til skade.