Officielt: Heine ny cheftræner i Viborg HK

Officielt: Heine ny cheftræner i Viborg HK

Efter to et halvt år som cheftræner i Ringkøbing Håndbold skifter 35-årige Allan Heine fra den kommende sæson til Viborg HK.

Rygterne har svirret længe, men nu er det endelig bekræftet. Ringkøbing Håndbolds træner Allan Heine skifter til Viborg HK. Det bekræfter Allan Heines nu tidligere arbejdsgiver i en pressemeddelelse.

- At blive tilbudt jobbet som cheftræner i Viborg HK er et job og en mulighed, som man ikke bare kan sige nej til. Det bliver da en kæmpe udfordring, og jeg er da lidt beæret over den tillid, man viser mig. Så det er et spændende skridt videre i min karriere, siger Allan Heine.

Allan Heine har netop nået at sikre Ringkøbing Håndbold en ny sæson i Boxer Dameligaen.

- Det betyder meget for mig rent personligt. Da jeg kom til Ringkøbing Håndbold var der en ambition om at komme op i ligaen, og nu kan man se frem til den tredje sæson i ligaen. Det har været spændende og lærerigt at være med til at bygge noget op, og så er det en tilfredsstillelse at aflevere Ringkøbing Håndbold i ligaen, siger Allan Heine.

I Ringkøbing Håndbold lader man Allan Heine skifte til de nye udfordringer med en god følelse.

- Det er jo også en cadeau til Ringkøbing Håndbold, at man i en klub som Viborg HK kigger mod os for at finde en ny cheftræner. Det er en del af vores mission, at vi på sigt skal drille de store klubber, men det er klart, at det er et skridt opad i trænerkarrieren for Allan Heine, og sådan en mulighed vil vi ikke stå i vejen for. Han har været med til at rykke Ringkøbing Håndbold meget. Det sætter vi stor pris på og ønsker ham succes i Viborg HK, siger direktør Kim Grøn Hansen.

Viborg HK fyrede Christian Dalmose tidligere i 2015, hvorefter Lars Friis-Hansen overtog sæsonen ud. I næste sæson sætter Allan Heine sig så i trænerstolen.

Ringkøbing Håndbold præsenterer deres nye cheftræner på et pressemøde i dag klokken 15.