Offer: Nøgen-lege på præstens aflåste kontor

Anklagerne mod den tidligere frikirke-præst vokser. Et tidligere ungdomsmedlem af kirken står nu frem og fortæller, hvordan han blev seksuelt krænket.

sexmisbrugt
Foto: Frank Sørensen, TV MIDTVEST

Den nu 29-årige præst blev i 2006 ansat som ungdomsprædikant i kirken, og blev i 2012 anmeldt for at have gennemført en række grænseoverskridende ritualer rettet mod de unge i menigheden. Sagen blev frafaldet på grund af manglende beviser. I sidste uge blev præsten så meldt for seksuelle overgreb mod drenge og piger. Nu står et tidligere teenage-medlem af frikirken frem i TV MIDTVEST og fortæller om de metoder, præsten brugte, når han underviste unge leder-aspiranter i kirken.

22-årige Daniel (efternavnet er kendt af redaktionen) bor i dag i Kjellerup ved Silkeborg. Han blev i 15-års alderen tiltrukket af miljøet i frikirken og blev sammen med to kammerater udpeget som kommende leder og prædikant. Jobbet krævede oplæring af den tidligere præst, som blandt andet præsenterede teenagedrengene for lege, der betød, at de kommende ledere splitternøgne skulle lave en lang kæde af deres tøj.

- Det hele foregik på præstens aflåste kontor, hvor vi blev fortalt, at det handlede om at vise vilje og udholdenhed. Han understregede, at vi skulle tage alt tøjet af også underbukserne, så vi kunne få så lang en kæde som muligt, fortæller Daniel til TV MIDTVEST.

2:24
Her kan du se indslag med den 22-årige Daniel.

Legen blev gennemført flere gange, og præsten blev mere insisterende i sit krav om, at drengene skulle tage alt tøjet af.

- Han blev virkelig sur på os, fordi vi ikke ville smide underbukserne, fortæller Daniel. Det var simpelthen for grænseoverskridende til, at vi ville være med!

Efterfølgende kom Daniel til at tænke over forløbet, og det der foregik i den nu lukkede frikirke i Silkeborg:

- Der går det op for mig, at der forgår noget, der ikke skal foregå i en kirke. Hvorfor skal man lege sådan nogle lege i Guds hus, siger Daniel videre.

Den nu 22-årige Daniel kalder den tidligere præst for manipulerende og magtsyg. En person, der kunne få unge i frikirken til at gøre hvad som helst. 

- I et privat hjem var jeg vidne til, at han bad en af de unge drenge om at slikke en af pigerne under armhulerne. Pigen skal så efterfølgende slikke drengens tæer – også mellem tæerne. Det handlede udelukkende om at demonstrere magt, fortæller Daniel til TV MIDTVEST.

Det tidligere medlem af frikirken Byens Kirke i Silkeborg blev udstødt af kirken – og mistede kontakten til alle sine kammerater. Han håber med sin beretning, at andre af de tidligere medlemmer åbent vil fortælle om episoderne i kirken.

- Der er virkelig mange af dem, som det ikke er gået op for, at de er blevet manipuleret og hjernevasket i alle de år. Og jeg bliver virkelig ked af det, hvis de er blevet udset for overgreb. Det er forfærdeligt, siger Daniel.

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker i øjeblikket sagen mod den tidligere præst, som opholder sig i USA. Politikommissær Jørgen Lauritsen fra den centrale efterforskningsenhed oplyser til TV MIDTVEST, at det hovedsagelig er sager fra 2008 og 2011, der kigges på.